Lyt til artiklen:

Bier og blomster i 2024: Landbruget mere end fordobler arealet med blomsterbrak og vilde græsser

00:00
Hastighed: ???x
01:56

Interessen for at plante blomster og lade marklandskabet se lidt mindre friseret ud er stærkt stigende.

Ifølge tal fra Landbrugsstyrelsen vil danske landmænd i sæsonen 2024 dække op til bier og andre insekter på et areal, der på nuværende tidspunkt er på 53.800 hektar. Til sammenligning var arealet sidste år på godt 21.000 hektar.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Stigningen er godt nyt for biodiversitet, insekter og planter, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

- Det er virkelig gode takter. Jeg er glad for, at der har været så stor søgning til ordningen i år, for det er helt afgørende, at landbrugerne også hjælper med at sikre gode betingelser for insekter, dyr og planter, siger Anna De Klauman, der er vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Det er andet år, at de danske landbrugere har kunnet søge om tilskud til grønne tiltag på markerne fra de såkaldte bio-ordninger. Udover tilskud til blomster- og bestøverbrak og vildt græs, har landbrugere også kunnet søge om tilskud til at dyrke afgrøder, der kan bruges til plantemad til mennesker.

Der er i alt fem grønne ordninger, og sidste år blev der samlet set søgt om tilskud til grønne initiativer med betydning for knap 400.000 hektar landbrugsjord. I år er der søgt om grønne indsatser med betydning for knap 467.000 hektar landbrugsareal.

Ansøgningsfristen sluttede 26. april, men der kan komme flere ansøgere til de grønne ordninger helt frem til 21. maj, hvor den såkaldte ændringsfrist udløber.